Virksomhederne kan f. eks. have behov for at få en konkret problemstilling belyst. Praktikopholdet kan indgå, som en del af den studerendes uddannelse og er derfor meritgivende. Det er en altovervejende hovedregel, at et praktikophold afsluttes med en eksamensopgave i en eller anden form.
 
Praktikopholdet indledes, efter forudgående drøftelser, som oftest med at virksomheden, den studerende og universitetet underskriver en kontrakt med en beskrivelse af arbejdsopgaver eller den problemstilling virksomheden ønsker belyst.
 
Praktikopholdet er ulønnet, men den studerende modtager SU. Virksomheden kan i særlige tilfælde yde tilskud til dækning af transport og husleje.
 
Ulønnet ansættelse
Overordnet er det ikke muligt, i hvert fald for en statsinstitution, at ansætte uden løn, hvis arbejdet, som skal udføres, reelt er arbejde, som bør besættes på almindelige løn- og ansættelsesvilkår (f. eks. i henhold til overenskomst). Medmindre der er tale om et praktikophold, vil en ulønnet ansættelse af en aktivt studerende ved en højere læreanstalt eller mellemlang videregående uddannelse på en professionshøjskole eller tilsvarende institution formentlig være et overenskomstbrud.
 
Studentermedhjælpere
Studenter, der beskæftiges som kontorfunktionærer i staten skal ansættes efter OAO-S-fællesoverenskomsten og de særlige bestemmelser i organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).
 
Sådanne ansættelser er betinget af, at vedkommende er aktivt studerende og indskrevet ved en højere læreanstalt eller mellemlang videregående uddannelse på en professionshøjskole eller tilsvarende institution. Aflønning som timelønnet kan højst ske i 7 år i alt.
 
Aflønning sker efter reglerne i organisationsaftalens kapitel 6.

 

Sidst opdateret 30. juni, 2020 - Kl. 16.37