Ansættelse af pensionerede - både militære og civile
Som en opfølgning på det aftalte ved Overenskomstforhandlingerne i 2021 har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Centralorganisationerne indgået aftale om Overenskomstdækning af pensionerede.
Formålet med aftalen er udover at forenkle fællesoverenskomsternes og enkelte overenskomsters dækningsområde også at gøre det nemmere for fratrådte tjenestemænd og overenskomstansatte at vælge at genoptage beskæftigelsen og dermed afhjælpe manglen på arbejdskraft.
Aftalen er indgået den 11. maj 2022 og er trådt i kraft pr. 1. juni 2022.
Konkret betyder aftalen at pensionerede, både militære og civilt pensionerede, skal ansættes på den relevante overenskomst i forhold til arbejdsopgaver, uddannelse m.v.
OPHØR AF ANSÆTTELSE AF PENSIONEREDE PÅ INDIVIDUEL KONTRAKT
Ansættelse skal ikke som hidtil ske på individuel kontrakt.
MILITÆRE TJENESTEMÆND MED PLIGTIG AFGANGSALDER
Aftalen er også gældende for militære tjenestemænd, som pensioneres med pligtig afgangsalder og som ønskes ansat direkte i forlængelse af hjemsendelse med pligtig afgangsalder.
Tilsvarende er gældende for overenskomstansat personel med pligtig afgangsalder (CS og HKKF).
Alle stillinger, også kritiske, skal i opslag, således at alle, uanset alder kan søge på lige fod.
Hermed skabes der gennemsigtighed om kandidatfeltet til en given stilling.
Det forudsættes, at stillinger, som bliver ledige ved stillingsindehaverens pensionering som følge af pligtig afgangsalder, opslås ledige, tidligst 6 måneder før vakance og i så god tid, at der er tid til gennemføre en opslags- og ansættelsesproces.
Hvis ansættelsesprocessen medfører, at den bedst egnede er en allerede pensioneret eller kandidaten står over for pensionering ved pligtig afgangsalder, sker ansættelse i henhold til den relevante overenskomst for den opslåede stilling, uanset hidtidig baggrund.
I de situationer, hvor en ansøger inden pensionering havde en højere charge end den opslåede stilling, medtages denne charge ikke til den ansøgte stilling. Det er indholdet og niveauet for den opslåede stilling, der er afgørende.
I den situation, hvor den bedst egnede kandidat er den hidtidige stillingsindehaver, som står til pensionering ved pligtig afgangsalder, kan der ske ansættelse til tiltrædelse allerede dagen efter pensionering. Dette fremgår ikke direkte af den indgåede aftale, men er tilkendegivet overfor Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST). Begrundelsen er at ved pligtig afgangsalder skal medarbejderen ikke opsige sin stilling. Vedkommende hjemsendes uanset hvad.
Herved anses kravet om en faktisk og reel fratræden fra tidligere ansættelse som opfyldt.
Der vil være tale om en varig ansættelse, medmindre stillingen er slået op som en projektstilling eller et vikariat m.v.
I sjældne tilfælde kan der undlades opslag. Indstilling herom fremsendes på sædvanlig vis til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Center for Rekruttering og Karriere til afgørelse.
VIGTIGT FØR AFGANG MED PLIGTIG AFGANGSALDER
Ved fratræden ved pligtig afgangsalder skal den pågældende tjenestemand/ overenskomstansatte afvikle ferie/særlig ferie. Er der ikke sket afvikling skal ske afregning af ferie/særlig ferie.
Tilsvarende skal al afspadsering, incl. evt. fridøgnsbank, merarbejde afvikles/afregnes.
Der kan ikke medtages ferie, afspadsering/friheder til en evt. ny ansættelse på overenskomstvilkår.
PENSIONEREDE UDEN PLIGTIG AFGANGSALDER
Det fremgår af aftalen, at ved ansættelse af pensionerede, uden pligtig afgangsalder, er det et krav, at der er sket en faktisk og reel fratræden fra den tidligere stilling.
Det fremgår ligeledes af aftalen, at det ikke er hensigten at tilskynde en medarbejder til at gå på pension for derefter at blive ansat i henhold til den relevante overenskomst.
Såfremt allerede pensionerede, både med civil og militær baggrund, ønsker at søge tilbage til ansættelse i Forsvaret skal den pågældende efter pensionering ansøge om en opslået stilling. Der vil ske ansættelse i henhold til den relevante overenskomst for den opslåede stilling, uanset hidtidig baggrund.
I de situationer, hvor der er krav om en bestemt uddannelse i den pågældende overenskomst, skal uddannelseskravet være opfyldt.
GENERELLE VILKÅR FOR ANSÆTTELSEN
Ved ansættelse efter opslag vil der ske varig ansættelse, medmindre der er tale om en opslået tidsbegrænset stilling, i form af f.eks. en projektstilling, et vikariat m.v.
Ved ansættelse af pensionerede er krav til helbred, uddannelse, decorum m.v. i relevante overenskomster stadig gældende, også for denne gruppe.
For ansættelse i militære stillinger skal de til enhver tid fastsatte krav til helbred opfyldes.
Behov for fravigelser vurderes af Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Center for Rekruttering og Karriere.
Ved ansættelse direkte fra afgang ved pligtig afgangsalder gennemføres p.t. ikke fornyet afprøvning ved Selektionssektionen.
I de situationer, hvor den pågældende ikke opfylder helbredskravene, forudsættes det, at ansættelsen er tiltrådt på et vist niveau ved myndigheden fsva. evt. begrænset helbredsgodkendelse.
Ved ansættelse af pensionerede efter opslag og et almindeligt ansættelsesforløb skal der ske lønforhandling m.v. efter gældende regler og fremsendelse til den faglige organisation, hvor det er forudsat.
Det skal pointeres, at tillæg/fridage/ferie/afspadseringsfriheder fra hidtidig ansættelse ikke videreføres ved den overenskomstmæssige ansættelse.
Ligeledes medtages hidtidig ansættelse ikke i opgørelsen af længden af arbejdsgivers opsigelsesvarsel. Der er tale om et helt nyt ansættelsesforhold, hvor hidtidigt ansættelsesforhold er ophørt ved pligtig afgangsalder eller medarbejderens egen opsigelse.
Eventuelle ønsker om deltid afklares i ansættelsesforløbet.
Ved ansættelse af pensionerede på overenskomst bliver de pågældende ligeledes omfattet af reglerne om ny løn, seniorordninger og gruppeliv.
PENSIONSFORHOLD
Ved ansættelse af pensionerede, vil der endvidere ske pensionsindbetaling til den pensionsordning og på de vilkår, der er aftalt i den pågældende overenskomst.
Denne pension kan iværksættes udbetalt ved afgang fra den overenskomstmæssige ansættelse, jf. aftalen med det pågældende pensionsinstitut og gældende skatteregler.
Det er ikke muligt, at fravælge pensionsindbetalinger og evt. konvertere disse til løndele, der udbetales sammen med den overenskomstmæssige løn og tillæg.
Det er heller ikke muligt at vælge et andet pensionsinstitut end det forudsatte i den relevante overenskomst.
Allerede iværksat pension i form af tjenestemandspension og pension efter civilarbejderloven vil uændret blive udbetalt.
Der vil således ikke ske modregning for udbetalt pension i lønnen i overenskomststillingen.
Iværksat pension fra en tilknyttet pensionskasse, herunder af tillægspension, beror på en aftale mellem den enkelte og pensionsinstituttet.
SÆRLIGT OM BESÆTTELSE AF STILLINGER OMFATTET AF HKKF OVERENSKOMST
Der er den 15. juli 2022 indgået aftale mellem FPS og HKKF om at pensionerede, der har nået pligtig afgangsalder, kan ansættes på HKKF overenskomst. Der er således ikke pligtig afgangsalder for pensionerede.
KRITERIEFORLÆNGELSER
Kriterieforlængelser er stadig et anvendeligt redskab, når en medarbejder ønskes anvendt efter at have nået pligtig afgangsalder og den pågældende medarbejder ønsker at være sikret fortsat ansættelse.
I givet fald skal der indgås en aftale mellem den pågældende og arbejdsgiveren.
Brugen af kriterieforlængelser forudses at blive begrænset.
ALLEREDE ANSATTE PÅ INDIVIDUELLE KONTRAKTER
Det er ligeledes aftalt, at allerede ansatte på individuel kontrakt, som opfylder betingelserne i aftalen, snarest muligt, men senest den 31. december 2022 overføres til overenskomstansættelse under den relevante overenskomst.
Forsvarsministeriets Personalestyrelse har udsøgt de pågældende medarbejdere og er i færd med at iværksætte overgang. Dette sker med inddragelse af den enkelte myndighed, hvor den pågældende er ansat på individuel kontrakt.
Arbejdet er iværksat ultimo august 2022. Opgaven henhører i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Center for Rekruttering og Karriere, som vil være udførende.
Herudover vil de enkelte medarbejdere som forudsat i aftalen blive inddraget i dialog om tidspunktet for overførsel til overenskomstansættelse.
Det er varierende om ansættelsen på individuel kontrakt er tidsbegrænset eller varig.
Ved den kontakt som Center for Rekruttering og Karriere har med den enkelte myndighed indgår evt. fortsat tidsbegrænsning i denne kontakt.
Opmærksomheden henledes på bestemmelserne for tidsbegrænset ansættelse som er aftalt med hhv. CS og HKKF.
VIGTIGT VED OVERFØRSEL TIL OVERENSKOMSTANSÆTTELSE
Da den indgåede aftale har overenskomstmæssig status, er det ikke et valg om allerede ansatte på individuel kontrakt vil overføres til overenskomstansættelse.
Ved overførsel til overenskomstansættelse skal evt. uddannelseskrav i den pågældende overenskomst være opfyldt.
Ved overførsel til overenskomstansættelse påbegyndes indbetaling til den pensionsordning som er aftalt i den pågældende overenskomst.
Det er ikke en option som ved individuel kontrakt at få den løndel, som pensionsbidraget udgør, udbetalt på lønsedlen. Der skal ske indbetaling til den overenskomstmæssigt aftalte pensionsordning.
I den indgåede aftale er det nævnt, at der ved overførsel til overenskomstvilkår kan ske lønforhandling, men det er ikke en betingelse for overførslen. Eventuel lønforhandling kan ske senere.
FPS skal opfordre til at ved eventuelle lønforhandlinger lægges et niveau for tillæg som er afbalanceret i forhold til andre på niveauet.
Ved overførsel fra individuel kontrakt til overenskomstansættelse sker den pågældende ikke afvikle ferie/særlig ferie.
Det vil anbefales at evt. optjent merarbejde m.v. søges afviklet/evt. afregnet.
Der kan medtages ferie, afspadsering/friheder til overenskomstansættelsen.
INDIVIDUELLE KONTRAKTER FREMOVER
En stor del af ansættelser på individuelle kontrakter vil således ophøre med at blive indgået, idet ansættelse af pensionerede pr. 1. juni 2022 sker direkte på overenskomst, når ansættelsen er overenskomstdækket.
Ansættelse på individuel kontrakt vil således i fremtiden derfor alene ske i stillinger, hvor der ikke findes et overenskomstgrundlag.
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Center for Overenskomst understøtter fortsat implementeringen af aftalen- både fremadrettet og bagudrettet.
POC
Specialkonsulent Marianne Larsen (FPS-MIL) kan kontaktes med henblik på afklaring af tvivlsspørgsmål.
Relevante afdelinger i Center for Rekruttering og Karriere vil ligeledes i stort omfang kunne svare på spørgsmål i forbindelse med ny ansættelser og omlægning af individuelle kontrakter.
Nærværende artikel på HR portalen vil løbende blive redigeret.
FPS BESTEMMELSER 411-1 OG 412-1 er som følge af den nye aftale under revision.