Forsvarskommandoen indgik i foråret aftaler med Centralforeningen for Stampersonel og Hærens Konstabel- og Korporalforening om opkvalificering af medarbejdere i konstabel- og sergentgruppen. Formålet med opkvalificeringen er at bibringe de ansatte en civilt kompetencegivende uddannelse med henblik på at styrke medarbejdernes muligheder for uddannelse og videre karriere i Forsvaret og på det øvrige arbejdsmarked. Den afsatte pulje på ca. 900 mio. kr. er nu tilgængelig.

 

Som allerede overenskomstansat, ansat før den 1. januar 2025, har du nu mulighed for at blive opkvalificeret til en civilt kompetencegivende uddannelse. Opkvalificeringspuljen er målrettet dig, der ikke tidligere har haft mulighed for at afvikle civiluddannelse eller opnå tjenestemandsansættelse, og som ikke bliver omfattet af den nye ansættelsesform.

 

Der er afsat ca. 900 mio. kr. til opkvalificering frem mod 2033. Midlerne kan anvendes til at tage en lang række uddannelser, fx Hf-enkeltfag, erhvervsuddannelse og akademiuddannelse, og du kan derfor få glæde af en lang række både korte og længerevarende uddannelsesforløb.

 

Opkvalificeringspuljen giver mulighed for, at du kan tage en uddannelse ved siden af havende tjeneste. Du vil samtidig også kunne få dækket udgifterne i forbindelse med uddannelsen. Det vil sige, at du kan få dækket kursus- og uddannelsesgebyrer samt undervisningsmaterialer, eksempelvis indkøb af bøger. Derudover får du løn under uddannelse og dækket merudgifter, når du skal til undervisning og eksamen, fx udgifter til transport.

 

Nedenfor kan du se fire eksempler på, hvordan midlerne i opkvalificeringspuljen kan anvendes til forskellige uddannelser:

 

  • Du er korporal i Hæren og har været ansat i 10 år. Du har under din ansættelse arbejdet en del med IT og løbende taget kurser, men har ingen formel uddannelse. I forbindelse med karriereplanlægningen beslutter du dig for at tage en erhvervsuddannelse som IT-supporter. En uddannelse der giver flere karrieremuligheder, både i og uden for forsvaret.

 

  • Du er oversergent i Flyvevåbnet og har været ansat i 9 år. Du har været glad for at være i den operative struktur, men er også blevet mere interesseret i at prøve at arbejde med administration. Du kan vælge at tage en uddannelse inden for flere retninger og vælger i forbindelse med karriereplanlægningen at tage en akademiuddannelse i offentlig forvaltning og administration. Uddannelsen muliggør, at du efter endt uddannelse har en række nye jobmuligheder både i forsvarets myndigheder og på tværs af den offentlige sektor.

 

  • Du er marinespecialist i Søværnet og har været ansat i 10 år. Du har tidligere gennemført diplomingeniøruddannelse. Du vil gerne videreuddanne dig til civilingeniør. I forbindelse med karriereplanlægning aftales det, at du kan søge optagelse på kandidatuddannelsen, og at du i arbejdstiden kan gå til forelæsninger på universitetet et vist antal om ugen.

 

  • Du er overkonstabel af 1. grad i Hæren og har været ansat i 8 år. Du vil på sigt gerne tage en kandidatuddannelse i historie. For at blive optaget på uddannelsen skal du først have spansk på A-niveau. Det aftales at du kan læse spansk A som Hf-enkeltfag, og efterfølgende kan læse to fag på tompladsordningen på universitetet.

 

Opkvalificeringspuljen er en del af HR-strategien, der, blandt andet, har til formål at skabe attraktive karriereveje i Forsvaret.

 

 

Sidst opdateret 3. september, 2025 - Kl. 06.45