Der blev således aftalt en gradvis forhøjelse af den pligtige afgangsalder  for alle født i 1959 eller senere.

 

I 2013 blev aftalerne om pligtig afgangsalder udvidet, så den pligtige afgangsalder nu er 5 år før folkepensionsalderen for ansatte under HKKF, CS og HOD forhandlingsområde.Folkepensionsalderen fastsættes af Folketinget, og principperne og stigningstakten er fastlagt i Velfærdsforliget 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. Disse forlig medfører, at Folketinget hvert 5. år skal vurdere om folkepensionsalderen skal stige. Denne vurdering skal foretages på baggrund af en række parametre, herunder den gennemsnitlige levealder. Det er en del af aftalen, at alle berørte skal have 15 års varsel om ændring af folkepensionsalderen.

 

Folketinget besluttede i december 2015, at forhøje folkepensionsalderen til 68 år for alle født 1. januar 1963 eller senere. I 2020 forhøjede Folketinget folkepensionsalderen til 69 år for alle født 1. januar 1967 eller senere. Det er forventningen, at Folketinget i 2025 vil vurdere, om folkepensionsalderen skal stige yderligere.

 

Den nuværende pligtige afgangsalder

Disse ændringer medfører, at den pligtige afgangsalder på nuværende tidspunkt er:

  • 61½ år for medarbejdere født mellem 1. januar 1960 og 30. juni 1960
  • 62 år for medarbejdere født mellem 1. juli 1960 og 31. december 1962
  • 63 år for medarbejdere født mellem 1. januar 1963 og 31. december 1966
  • 64 år for medarbejdere født 1. januar 1967 eller senere.

Berørte medarbejdere vil modtage brev i deres eBoks om forhøjelsen af deres pligtige afgangsalder. Dette brev er et tillæg til deres ansættelsesbrev.

 

Militære medarbejdere uden pligtig afgangsalder

Der er militært personel, som ikke har en pligtig afgangsalder. Det drejer sig om overenskomstansatte officerer, beredskabsofficerer og auditørfuldmægtige (ansat på HOD-overenskomst PKAT 643) og om overenskomstansat stampersonel under CS, som er ansat på overenskomstvilkår efter 1. april 2015 (PKAT 268).

Sidst opdateret 27. april, 2021 - Kl. 07.28