Dårligt arbejdsmiljø, stort arbejdspres eller uklare forhold omkring opgaveløsningen.
Årsagerne til, at man kan få brug for psykologbistand kan være mange. Som noget nyt
kan forsvaret nu tilbyde alle ansatte mulighed for at få (ekstern) psykologbistand hos
Falck Healthcare. Det drejer sig om de tilfælde, hvor forsvarets interne psykiske
beredskab ikke kan løse problemet alene.


Det glæder Personelkommandoens direktør, Jeppe Søndergaard Pedersen, at ordningen
nu er trådt i kraft og forhåbentlig bidrager til at styrke trivslen for de medarbejdere,
som får behov for den.


”Forsvaret står over for en større opbygning, og vi skal have mange nye kolleger. For at
vi kan nå i mål, skal vi være en attraktiv arbejdsplads på mange parametre. Det gælder
især trivsel og arbejdsmiljø. Derfor er jeg meget glad for, at vi har indgået denne aftale
med Falck, så vores medarbejdere kan få hurtig og professionel hjælp, hvis behovet
opstår,” siger Jeppe Søndergaard Pedersen, direktør i Personelkommandoen.


Tilbydes samtaler med psykolog
Den nye psykologordning åbnede mandag 1. september 2025 og kan benyttes af alle
forsvarets medarbejdere, herunder elever, lærlinge, værnepligtige, personel af reserven
og frivillige. Ordningen henvender sig til medarbejdere, der oplever kortere eller
længerevarende psykiske reaktioner i forbindelse med deres arbejde inden for
Forsvarsministeriets område.


Psykologordningen består i, at medarbejderen tilbydes en række samtaler med en
psykolog. Formålet er at sikre en effektiv håndtering, når en medarbejder rammes af
stress eller andre belastende forhold.


Den nye psykologordning skal anvendes, når det allerede etablerede, interne psykiske
beredskab i forsvaret ikke kan afhjælpe problemet eller belastningen for enkeltpersoner.
Psykologordningen en del af forsvarets HR-strategi og er udviklet i en bredt sammensat
projektgruppe. Den nye psykologordning erstatter ikke, men supplerer forsvarets
veterancenters nuværende psykologberedskab, der allerede tilbyder psykologhjælp til
veteraner, som oplever mistrivsel i forbindelse med international tjeneste.

 

Find mere information på HR-Portalen (Fiin)