Koncept for Talent Management i Forsvaret
Koncept for Talent Management i Forsvaret er, i lighed med Karriereudviklingsstrategien, et led i implementeringen af Forsvarets HR-strategi.
Hvor Karriereudviklingsstrategien henvender sig generelt til Forsvarets medarbejdere, er formålet med Koncept for Talent Management som udgangspunkt at håndtere de 3-5 % mest talentfulde medarbejdere i Forsvaret – såvel civile som militære, på alle funktionsniveauer og inden for alle områder af Forsvarets virke.
Udgangspunkt i Forsvarets Ledelsesgrundlag
Koncept for Talent Management tager endvidere udgangspunkt i Forsvarets Ledelsesgrundlag, der sætter ”opgaven i centrum”. Det overordnede udgangspunkt for Forsvarets Myndigheders arbejde med talenter er således, at det alene er de medarbejdere, der er talentfulde i relation til Forsvarets opgaveløsning, der skal omfattes af talentarbejdet.
Den åbne anskuelse af talentbegrebet, som Koncept for Talent Management anlægger, afføder to typer af talenter, som er understøttende for Forsvarets opgaveløsning:
- Det faglige talent, der har stor viden og stort potentiale for yderligere udbygning af viden i dybden indenfor et særligt fagområde, samt
- ledelsestalentet, der besidder et særligt blik at understøtte opgaveløsningen ved at bringe de rådige medarbejderressourcer inden for egen organisation i spil på en måde, der bidrager til organisationens optimale opgaveløsning.
Implementering
Konceptet beskriver en ramme, inden for hvilken Forsvarets myndigheder skal arbejde med talenter og talenters udvikling.
Da Forsvarets myndigheder bidrager forskelligt til Forsvarets samlede opgaveløsning, vil det også være forskelligt, hvorledes Koncept for Talent Management implementeres – myndighederne imellem.
Konceptet beskriver ydermere en central og en decentral struktur for Talent Management. Den decentrale struktur udgøres af Forsvarets myndigheder og deres respektive håndtering af talentarbejdet. Den decentrale struktur har til opgave at identificere de faglige talenter i strukturen og ledelsestalenter på lave niveauer, og udvikle deres talenter til gavn for myndighedens opgaveløsning.
Den centrale struktur håndterer den strategiske udvikling af talenter i Forsvaret, der har potentiale til topposter i Forsvaret. Disse vil hovedsageligt falde i kategorien af ledelsestalenter.
Tilretning af koncept
Den struktur, som Koncept for Talent Management i Forsvaret beskriver, er ikke tilpasset forsvarets nye organisation, der følger af forsvarsaftalen af 10. april 2014. Forsvarets myndigheder har imidlertid iværksat arbejdet med at operationalisere konceptet inden for eget myndighedsområde.
Når Forsvarets fremtidige organisation er på plads, vil konceptet tilrettes hertil.