I Forsvaret er det forbudt at indtage andre former for rusmidler end alkohol, og en sådan indtagelse - såvel før som i tjenesten - må ikke medføre en forringelse af arbejdsindsatsen, samarbejdsrelationerne eller arbejdssikkerheden.
 
Det er den enkelte myndighedschefs ansvar, at der er fastsat regler for udskænkning og indtagelse af alkohol i relation til tjenesten.
 
Overforbrug og misbrug af alkohol, øvrige rusmidler og medicin, herunder dopingmidler, skal behandles på samme måde som andre sociale og sundhedsmæssige problemer. Forsvaret er derfor parat til at gøre en indsats for at hjælpe en medarbejder ud af et eventuelt misbrugsforhold. Du skal være opmærksom på, at overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, dopingloven eller anden lovgivning om besiddelse eller indtagelse af visse stoffer kan medføre strafforfølgning.
 
Tobaksrygning er ikke blot skadeligt for din egen sundhed og trivsel, men har også en negativ indflydelse på dine kollegers arbejdsmiljø. Det lokale samarbejdsudvalg har derfor udarbejdet retningslinjer for rygning på din arbejdsplads med henblik på at begrænse generne fra tobaksrøg.

Sidst opdateret 13. august, 2020 - Kl. 10.59