Opsigelse
Her kan du finde information om, hvad du skal gøre, hvis du ønsker at sige op.
Jeg ønsker at sige op, hvad skal jeg gøre?
Ønsker du at opsige din stilling, skal du lave en skriftlig opsigelse, som du afleverer til din nærmeste chef.
Din nærmeste chef vil sørge for at påtegne (hvis du siger op med forkortet varsel) og videresende din opsigelse til Personelkommandoen (PKOM).
Såfremt du har fået nyt job inden for Forsvarsministeriets område, i direkte forlængelse af din nuværende ansættelse, og du ikke skifter fra civil til militær ansættelse eller omvendt, behøver din chef ikke videresende opsigelsen til PKOM.
Hvis du er civilt ansat og har fået en ny stilling ved FE, skal der fremsendes en opsigelse til PKOM, idet FE selv har ansættelseskompetensen for civile.
Du vil modtage en bekræftelse på din opsigelse af PKOM (dog ikke hvis du har fået nyt job inden for Forsvarsministeriets område).
Hvilket varsel har jeg for opsigelse?
Det fremgår af din ansættelseskontrakt, hvor langt et opsigelsesvarsel du har. Opsigelse med forkortet varsel, kan kun imødekommes hvis tjenesten tillader det.
Er du militær medarbejder under HKKF-overenskomst , og ønsker at sige op med forkortet varsel, skal du vedlægge ”Erklæring ved opsigelse med forkortet varsel” til din opsigelse.
Hvad gør jeg, hvis jeg er på TUL eller anden orlov?
Så skal du sende din opsigelse direkte til Personelkommandoen.
Opsigelsen sendes til én af nedenstående adresser:
- FIIN: FPS-MYN
- Internet: FPS@MIL.dk
- Hardcopy: Personelkommandoen, Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Hvad gør jeg, hvis jeg er på CU?
Så skal du sende din opsigelse direkte til Personelkommandoens CU-element.
Opsigelsen skal sendes til nedenstående adresse:
- FIIN: FPS-KTP-CU
- Internet: FPS-KTP-CU@MIL.DK
- Hardcopy:Personelkommandoen, Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Vil du hjælpe os med at blive bedre til fastholdelse?
PKOM vil gerne have indsigt i, hvorfor medarbejdere vælger at forlade ministerområdet.
Du modtager derfor et link til besvarelse i e-Boks sammen med bekræftelse på din opsigelse. Det tager 5-10 min at besvare undersøgelsen og din besvarelse er anonym.
Formålet er at afdække afgangsårsager på tværs af ministerområdet for datamæssigt at understøtte samt identificere fokusområder for fremtidige fastholdelsesinitiativer.
Din besvarelse vil blive brugt til at give et samlet overblik over afgangsårsager på tværs af ministerområdet.
Vi beskytter dine data
PKOM er dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger i forbindelse med undersøgelsen.
Du er velkommen til at kontakte databeskyttelsesrådgiver ved PKOM på fmn-ktp-dpo@fmn.dk, hvis du vil vide mere om, hvordan vi behandler din besvarelse.
Der foretages kun generelle analyser på styrelses-, myndigheds og tjenestestedsniveau, og der foretages ikke analyser på områder med mindre end 15 besvarelser. Dermed sikres din anonymitet.