Graviditetsundersøgelser og fødselsforberedelser
Du har ret til fri med løn til graviditetsundersøgelser jf. Barselsaftalens § 2, hvis undersøgelserne kun kan finde sted i arbejdstiden. De skal dog placeres til mindst mulig gene for tjenestestedet (tastes som Tjenestefrihed m/løn - kode 341 i tid).

Til gengæld skal du benytte friheder, hvis du ønsker at deltage i fødselsforberedelser.

Sygdom pga graviditet
Hvis du bliver syg på grund af graviditet, helt eller delvist, skal SYBA underrettes. Det foregår som en hvilken som helst anden sygemelding på tlf. 3266 3266 (SYBAPP kan ikke benyttes). Du skal huske at fortælle, at det er pga. graviditet og du skal oplyse din terminsdato, da den skal benyttes, når der søges om refusion ved Udbetaling Danmark.

Udbetaling Danmark vil muligvis bede dig om at fremskaffe en lægeerklæring. Det er vigtigt, at du sørger for at få det gjort – også selvom du er blevet rask, eller evt. har født.

Orlov før fødslen – graviditetsorlov
Du har ret til at holde graviditetsorlov med løn 6 uger før, du forventer at føde. Den dag, hvor fødslen forventes at finde sted, medregnes i de 6 uger. Føder du før eller efter det forventede fødselstidspunkt, bliver graviditetsorloven henholdsvis kortere eller længere end de 6 uger. Vælger du at lade være med at holde graviditetsorlov, kan de 6 uger ikke tillægges perioden efter fødslen.

Varsling af graviditetsorlov
Du skal senest tre måneder før det forventede fødselstidspunkt varsle din graviditetsorlov på skemaet ”Varsling af graviditetsorlov” som du i menuen 'Nyttige links' til højre på siden.

Overdragelse af barselsorlov
Du kan vælge at overdrage op til 8 ugers barselsorlov til far. Hvis du vælger at gøre det, skal du senest 4 uger før forventet fødsel meddele dette til FPS-KTP-SYBA@mil.dk og samtidig oplyse om du påbegynder forældreorlov i stedet, eller du møder på arbejde.

Barnets fødselsdato
Når du er blevet mor skal du ringe på tlf: 3266 3266 eller sende en mail til fps-ktp-syba@mil.dk om den præcise fødselsdato.

Orlov efter fødslen – barselsorlov
Du har pligt til at holde 2 ugers barselsorlov (pligtorlov) med løn i forbindelse med fødslen. Efterfølgende har du ret til yderligere 8 ugers barselsorlov. Barselsorloven begynder dagen efter barnets fødsel.

Indlæggelse
Hvis dit barn bliver indlagt indenfor de første 46 uger efter fødslen og du holder orlov, så vil du kunne få din orlov forlænget med indlæggelsesdagene (dog max 3 måneder). Du skal sende dokumentation for indlæggelsen til SYBA. Enten når du anmelder din barsels- og forældreorlov eller snarest derefter.

Husk at Udbetaling Danmark skal også have dokumentationen.

Anmeldelse af barsels- og forældreorlov
Senest 6 uger efter fødslen skal du give meddelelse om, hvordan du vil benytte dine øvrige orlovsmuligheder. Dette skal du gøre ved af udfylde skemaet ”Anmeldelse af barsels- og forældreorlov” som du finder i menuen 'Nyttige links' til højre på siden.

Forældreorlov
Se artiklen om Forældreorlov i menuen 'Relaterede artikler' til højre på siden.

Ferie og pension
Afholdelse af ferie i forbindelse med orlov skal aftales med dit tjenestested. Du optjener ferie- og særlige feriedage samt sædvanlig pension i din orlov.

Helligdage mv.
Vær opmærksom på, at hvis du holder orlov på begge sider af en helligdag eller anden kutymemæssig fridag (fx 1. maj og Grundlovsdag), så tæller helligdagen som en orlovsdag.

Omsorgsdage
Du har ret til 2 omsorgsdage (svarende til 14,8 timer)  med løn om året pr. barn, fra og med det kalenderår, hvor barnet er født. De sidste omsorgstimer får du i det kalenderår hvor barnet fylder 7 år. Dagene skal afholdes inden for kalenderåret og kan ikke opspares. Dog vil de dage som du får det år barnet bliver født, automatisk blive overført til det efterfølgende kalenderår, hvis du ikke får dem holdt.  

Løn
Som udgangspunkt får du løn under din graviditets- og barselsorlov. Du skal dog opfylde betingelserne for at kunne modtage barselsdagpenge i perioden, så din arbejdsgiver kan få refusion i perioden.

Den løn du får under orloven, svarer til den løn du ville få under sygdom, men i grundlaget for beregningen af løn, indgår dog ikke fast påregnelige ydelser. Der ydes derfor ikke variable ydelser som fx natpenge, weekendtillæg, tilkaldevagttillæg mv.

Yderligere informationer
Du kan finde flere nyttige oplysninger om planlægning af orlov, udbetaling af barselsdagpenge, oplysningspligt og mange andre ting på www.borger.dk

Kontakt til SYBA (Barselskontoret)
Telefon: 3266 3266
Mail på FIIN: FPS-KTP-SYBA
Mail på INTERNET: FPS-KTP-SYBA@mil.dk


 

Sidst opdateret 19. august, 2022 - Kl. 15.36