Graviditetsundersøgelser mv.
Hvis du ønsker at deltage i graviditetsundersøgelser, scanninger og fødselsforberedelser, skal du benytte egne friheder til dette.

Varsling af fædreorlov
Senest 4 uger før du forventer at blive far, skal du varsle det.

Her kan du varsle orlov

 

Fødselsdato og periode for orlov
Når du er blevet far/medmor skal du meddele det snarest på en af følgende måder:

  • Benytte formularen
  • Ringe på tlf: 3266 3266
  • Sende en mail til FPS-KTP-SYBA@MIL.DK om den præcise fødselsdato og periode for afholdelse af orloven. Husk at oplyse MA-nr.

Du har ret til fædreorlov /orlov for medmødre (efterfølgende omtalt som fædreorlov) i 2 sammenhængende uger ifm. fødslen.


Billedet viser på hvilke måder, du kan holde fædreorlov.

Du kan aftale med din chef/leder, at orloven opdeles. Du kan fx holde en uges orlov lige efter fødslen og den anden uge senere, blot det er inden for de første 10 uger efter fødslen. I må også gerne aftale, at du holder orloven som enkeltdage.

 

Hvis du ikke holder din orlov ifm. barnets fødsel vil din fædreorlov svare til det antal timer du er ansat. Når du arbejder på fuld tid, har du 74 timers fædreorlov (2 x 37) at fordele inden for de 10 uger.

 

Det er en forudsætning, at du opholder dig sammen med barnet i orlovsperioden.


Overdragelse af barselsorlovsuger
Mor kan vælge at overdrage op til 8 af hendes barselsorlovsuger (dem hun kan holde ifm. fødslen) til dig. Hvis hun gør det skal du senest 4 uger før forventet fødsel meddele dette til FPS-KTP-SYBA@MIL.DK.


Vær opmærksom på, at disse uger vil være uden løn.

 
Forældreorlov

  • Hvis du ønsker at holde forældreorlov inden for de første 10 uger efter fødslen, skal du varsle dette senest 4 uger før forventet fødsel.
  • Ønsker du orlov efter den 10. uge, men inden for barnets første leveår, skal du anmelde det senest 6 uger efter fødslen.
  • Ønsker du at udskyde afviklingen af orloven til efter det første år, men inden barnet fylder 9 år, skal det anmeldes senest 6 uger efter fødslen.


Du kan læse mere om forældreorlov i artiklen her på siden.

 

Helligdage mv.
Vær opmærksom på, at hvis du holder orlov på begge sider af en helligdag eller anden kutymemæssig fridag (fx 1. maj og Grundlovsdag), så tæller helligdagen som en orlovsdag. 
 
Omsorgsdage
Du har ret til 2 omsorgsdage (svarende til 14,8 timer)  med løn om året pr. barn, fra og med det kalenderår, hvor barnet er født. De sidste omsorgstimer får du i det kalenderår hvor barnet fylder 7 år. Dagene skal afholdes inden for kalenderåret og kan ikke opspares. Dog vil de dage som du får det år barnet bliver født, automatisk blive overført til det efterfølgende kalenderår, hvis du ikke får dem holdt. 

 

Ferie og pension
Du optjener ferie- og særlige feriedage samt sædvanlig pension ifm. din orlov.

 

Løn
Som udgangspunkt får du løn under din fædreorlov. Du skal dog opfylde betingelserne for at kunne modtage barselsdagpenge i perioden, så din arbejdsgiver kan få refusion i perioden.

Den løn du får under orloven, svarer til den løn du ville få ved sygefravær.

 

Indlæggelse ifm fødslen
Hvis jeres barn bliver indlagt ifm. fødslen er der forskellige muligheder for tjenestefrihed.

Du kan fx vælge at holde forældreorlov inden din fædreorlov, da forældreorlov – både dagpenge- og lønretten – kan forlænges.

Du har også mulighed for at få tjenestefri med løn i op til fem dage – det er din chef du skal aftale det med.

Du kan læse mere i artiklerne under fanebladet ”Familiemæssig orlov” og du er velkommen til at tage kontakt til SYBA.


Yderligere informationer
Du kan finde flere nyttige oplysninger om planlægning af orlov, udbetaling af barselsdagpenge, oplysningspligt og mange andre ting på www.borger.dk 
 
Kontakt til SYBA (Barselskontoret)
Tlf.: 3266 3266 (mellem kl. 08.00-11.00)
Mail på FIIN: FPS-KTP-SYBA
Mail på INTERNET: FPS-KTP-SYBA@mil.dk



 

 

Sidst opdateret 13. december, 2024 - Kl. 10.56