Barns 1., 2. og 3. sygedag
Læs om barnets 1., 2., og 3. sygedag
De fleste af forsvarets medarbejdere har mulighed for, at få hel eller delvis tjenestefrihed med løn i forbindelse med hjemkaldelsesdag, 1., 2. og 3 sygedag.
Reglerne gælder hvis du er tjenestemand, omfattet af fællesoverenskomsterne eller omfattet af overenskomsten for akademikere i staten. Det samme kan gælde for en række andre overenskomstansatte.
Hvornår kan jeg få tjenestefri på mit barns hjemkaldelsesdag, 1., 2. og 3. sygedag?
Reglerne gælder når barnet opholder sig hos sin biologiske far og/eller mor, hos adoptivforældre eller hos den ene af forældrene i forbindelse med samværsret. Det samme gælder, hvis du har forældremyndighed uden at være biologisk forælder eller adoptivforælder.
Ved brug af tjenestefri på hjemkaldelsesdagen og barnets 3. sygedag skal der indsættes en kommentar ved registreringen af barn syg der beskriver om det er hjemkaldelsesdag eller barnets 3. sygedag.
Du kan få hel eller delvis tjenestefrihed til pasning af et sygt barn på hjemkaldelsesdagen eller barnets 1., 2. og 3. sygedag, når:
- Hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt. Det er afgørende, at der er et pasningsbehov.
- Forholdene på tjenestestedet tillaer det.
- Barnet er under 18 år.
- Barnet er hjemmeværende.
Særlige forhold
- Den 3. sygedag er den kalenderdag, der ligger i umiddelbar forlængelse af 2. sygedag, og 2. sygedag ligger i umiddelbar forbindelse af 1. sygedag uanset om det er en arbejdsdag eller en fridag. Hjemkaldelsesdagen er dagen før 1. sygedag. Hjemkaldelsesdagen er i tilfælde af, at dit barns vuggestue/børne/skole ringer dig hjem grundet barns opstået sygdom.
- Hjemkaldelsesdagen samt 1., 2. og 3. sygedag kan holdes uafhængigt af hinanden, dvs. at du godt kan holde fri på barnets 2. sygedag, selv om du ikke har holdt fri på barnets 1. sygedag.
- Forældre kan dele de flere dage imellem sig. Det vil sige, at den ene af forældrene f.eks. holder fri på hjemkaldelsesdagen og den 1. dag, og den anden holder fri den 2. eller 3. dag.
- Forældrene kan ikke begge have fri samtidigt, hverken på hjemkaldelsesdagen eller ved barnets 1., 2. eller 3. sygedag.
Ved misbrug af reglerne kan myndigheden inddrage den enkelte medarbejders adgang til tjenestefrihed på hjemkaldelsesdag samt barns 1., 2. og 3. sygedag.
Løn på hjemkaldelsesdag samt barnets 1., 2. og 3. sygedag
Du får den løn på hjemkaldelsesdagen samt barnets 1., 2. og 3. sygedag, der svarer til den løn, du ville have fået under sygdom.
I grundlaget for beregningen af løn under hjemkaldelsesdagen samt barnets 1., 2. og 3. sygedag, indgår dog ikke fast påregnelige ydelser. Der ydes derfor ikke variable ydelser som fx natpenge, weekendtillæg, tilkaldevagttillæg mv.
Hjemkaldelsesdag samt barns 1., 2. og 3. sygedag skal ikke meldes til Sygemeldingskontoret. Du skal ringe direkte til din chef for at træffe aftale om den fornødne frihed.