Fast track - hurtig opfølgning på sygefravær (medarbejder)
Jf. sygedagpengeloven er der nu indført en ny opfølgningsmodel, der giver mulighed for, at du eller din arbejdsgiver kan anmode kommunen om at igangsætte opfølgningen på din sygefraværssag hurtigere end efter de almindelige regler - som ellers vil være inden udgangen af 8. fraværsuge.
Hvem gælder det for?
Muligheden for en hurtigere opfølgning gælder for sygefravær, hvor sygemeldingen forventes at vare mere end 8 uger.
Hvis du er blevet langtidssygemeldt - og du formoder, at fraværet kommer til at vare længere end 8 uger – kan det være en fordel at få kommunen på banen tidligere i forløbet. Det kan give mulighed for hurtigere at iværksætte den rette indsats, for at du kan blive fastholdt i jobbet.
Den hurtigere opfølgning er en frivillig ordning. Hvis det er din arbejdsgiver, som anmoder om iværksættelse af Fast track, skal du altså være indforstået hermed. Er du ikke dét, vil kommunen først sætte deres opfølgning i gang ved 8 ugers sygefravær.
Du kan evt. tale med din nærmeste leder/chef om muligheden ifm. den lovpligtige sygefraværssamtale, som du vil blive indkaldt til inden udgangen af 4. fraværsuge.
Hvordan foretages anmodning om Fast track?
Der kan anmodes om Fast track inden for de første 5 uger af sygefraværet.
Du kan selv henvende dig til kommunens jobcenter og anmode om iværksættelse af Fast track. Det skal ske inden for de første 5 uger af fraværet – og de 3 følgende spørgsmål skal besvares:
- Hvilke arbejdsfunktioner er påvirket af sygdommen?
- Er arbejdet forsøgt tilpasset den sygemeldtes tilstand?
- Hvor længe har sygdommen påvirket arbejdet?
Det kan også være din leder/chef som via sygemeldingskontoret anmoder kommunen om iværksættelse af Fast track – her skal de 3 obligatoriske spørgsmål ligeledes besvares.
Hvad sker der efterfølgende?
Er det din arbejdsgiver, der anmoder om en hurtigere opfølgning ved kommunen, vil du automatisk få besked. Du vil modtage et brev, hvor du får mulighed for at tage imod tilbuddet - eller evt. afslå.
Hvis du har anmodet om Fast track – eller har sagt ja tak til tilbuddet på baggrund af din leder/CH’s anmodning - vil kommunen indkalde dig til en opfølgningssamtale senest 2 uger efter anmodningen.
Kommunen vil ligeledes bede dig om at kontakte din egen læge. Lægen – som automatisk vil modtage svarene på de 3 spørgsmål – skal nu ud fra oplysningerne og en samtale med dig, give sin vurdering af dine muligheder for at genoptage arbejdet og behovet for eventuelle skånehensyn.
På baggrund af oplysningerne og opfølgningssamtalen med dig vil kommunen nu – sammen med din arbejdsgiver og dig – planlægge indsatsen for at fastholde dig i jobbet.
Iværksættelsen af Fast track har ingen indflydelse på retten til sygedagpenge.