Lokale tjenesteplaner og rokader
Lokale tjenesteplaner kan på nogle områder sammenlignes med et trainee forløb. De skal primært sikre, at nyudnævnte befalingsmænd (sergenter), officerer (premierløjtnanter), faglige specialister eller medarbejdere omfattet af særlige udviklingsforløb, får et praktisk operativt, fagligt eller ledelsesmæssigt fundament i forlængelse af en teoretisk uddannelse.

Formålet er tillige, at de operative myndigheder sikres anvendelse af ovenstående medarbejdergrupper i operative og/eller faglige stillinger, hvor deres nyerhvervede grunduddannelser bringes i spil. I den forbindelse vil myndighederne fordele medarbejderne ud fra en prioritering som eksempelvis dækker over tjenestegren, geografi, faglig forankring m.m.

Det er som udgangspunkt kun muligt at lave lokale tjenesteplaner for ovennævnte medarbejdergrupper, idet særlige forhold kan nødvendiggøre tjenesteplaner for andre grupper og/eller enkeltpersoner. Tjenesteplaner omfatter et planlagt forløb for den enkelte medarbejder, som i tid og/eller på stillinger følger et struktureret forløb med henblik på at opnå tilstrækkelige kompetencer, kvalifikationer og erfaringer. Formålet er at sikre, at medarbejderen udvikles til at kunne løse opgaver ved myndighederne og enhederne.

Lokale tjenesteplaner ses primært anvendt i den operative struktur. Styringsniveau II-myndighederne fastsætter, efter en konkret afvejning, hvilke af ovenstående personelkategorier, der er omfattet af tjenesteplaner.

Anvendelsen af lokale tjenesteplaner skal som udgangspunkt begrænses med henblik på at holde flest mulige stillinger åbne for opslag/ansøgning.

Roller og ansvar
Værnschefer:
Værnschefen har det overordnede ansvar for at definere de rammer, der er grundlaget for udpegning af stillinger og medarbejdere, der indgår i et tjenesteplansforløb. Rammer og retningslinjer for de operative myndigheders håndtering af lokale tjenesteplaner fremgår af nedenstående links:

  • Hæren (punkt 6 - lokale tjenesteplaner i FKOVEJL. H.400-1 Hærens supplerende bemandingsvejledning). Vejledning finde kun på FIIN (intranettet).
  • Der foreligger ikke vejledninger for de to øvrige værn.

Værnschefen skal i den forbindelse tilsikre, at medarbejderne orienteres om ovenstående retningslinjer tidligt i uddannelsesforløbet (eksempelvis på officersskolen eller sergentskolen), så vilkårene for den efterfølgende tjeneste er kendt forud for eksempelvis regimentsvalg (officersskolerne). FPS støtter i nødvendigt omfang myndigheden i ovenstående orientering.

Cheferne for officersskolerne og sergentskolerne:
Cheferne for værnenes officersskoler og sergentskoler er ansvarlige for at ovenstående orientering planlægges gennemført tidligt i uddannelserne.

Nærmeste chef:
Den chef, der under bemyndigelse har ansvaret for medarbejdere på en lokal tjenesteplan, skal sikre, at medarbejderne gennemfører det planlagte forløb.

Omfanget af tjenesteplanen skal altid være kendt af medarbejderen, der skal meddeles indhold og forventet slutdato for denne, inden en lokal tjenesteplan igangsættes. Omfanget meddeles medarbejderen af respektive styringsniveau III-myndigheder. Den lokale tjenesteplan skal forankres i udviklingskontrakten, og udarbejdes senest i forbindelse med medarbejderens tiltrædelse i første stilling efter endt uddannelse.

Ved ansøgt stillingsskift udarbejdes der ved modtagende chefs foranstaltning en ny tjenesteplan og udviklingskontrakt, der understøtter det overordnede formål med at sikre, at medarbejderen opnår tilstrækkelige kompetencer, kvalifikationer og erfaringer.

Medarbejderen:
Alle medarbejdere har mulighed for at søge de stillinger, de finder interessante – også medarbejdere omfattet af tjenesteplaner. Da alle ansættelser og afslag beror på en konkret og individuel vurdering, vil den enkelte blive behandlet på lige fod med øvrige ansøgere. I vurderingen vil der således indgå en overvejelse af, hvorvidt det er foreneligt med Forsvarets overordnede prioritering, at der foretages et stillingsskifte. I overvejelserne vil tillige indgå en vurdering af, om målet med den lokale tjenesteplan/trainee forløb vil kunne opfyldes i den ansøgte stilling.

Medarbejdere der er omfattet af en lokal tjenesteplan, skal – i lighed med medarbejdere udpeget til INTOPS – gøre opmærksom herpå i forbindelse med sin ansøgning, såfremt den lokale tjenesteplan ikke er afsluttet.

Registrering af personel på lokale tjenesteplaner
Lokale tjenesteplaner udarbejdes og vedligeholdes på styringsniveau III efter nærmere direktiv fra værnsstabene.

Afvikling af lokal tjenesteplan
Det skal tilstræbes, at medarbejderen gennemfører den lokale tjenesteplan som planlagt. Der kan dog være forskellige årsager til, at en lokal tjenesteplan ændres undervejs – for eksempel på baggrund af udsendelse i INTOPS, orlov, familiære omstændigheder eller lignende. Ændringerne skal forankres i udviklingskontrakten, så medarbejderen til stadighed er vidende om indhold og slutdato.

Der skal derfor være lokalt fokus på, at medarbejderen vurderes på de samlede kompetencer, kvalifikationer og erfaringer, der opnås i løbet af tjenesteplansforløbet. Hensigten er at sikre, at medarbejderen hurtigst muligt kan tage ansvar for egen karriere og selv være en aktiv part i planlægningen af et karriereforløb i Forsvaret.

Læs mere om Bemandingssystemet på linket nedenfor, hvor du også kan finde 'Vejledning til bemandingssystemet'.

 

Sidst opdateret 31. juli, 2020 - Kl. 09.58