Ny udnævnelsespraksis for flyver- og marinespecialister
FPS, CO10 og CS har ved seneste overenskomstforhandling (OK18) ensartet løndannelsen for konstabelgruppen, hvorfor der pr. maj 2019 er indført en ny og ens udnævnelsespraksis for alle udnævnelser til flyver-/marinespecialist.
FPS, CO10 og CS har ved seneste overenskomstforhandling (OK18) ensartet løndannelsen for konstabelgruppen, hvorfor der pr. maj 2019 er indført en ny og ens udnævnelsespraksis for alle udnævnelser til flyver-/marinespecialist, således at:
- Flyver-/marineoverkonstabler tidligst kan udnævnes til flyver-/marinespecialister efter 4 års tilfredsstillende tjeneste som overkonstabel.
- Udnævnelse sker på baggrund af en konkret og individuel vurdering, baseret på den enkeltes egnethed til udnævnelse, samt myndighedens/værnets behov og supplerende direktiver.
- Den enkelte flyver-/marineoverkonstabels egnethed til udnævnelse skal vurderes senest efter 12 års ansættelse som overkonstabel.
Egnethed til udnævnelse vurderes fortsat af chef/leder på baggrund af:
- Seneste FOKUS forløb (samtaler, udviklingskontrakt og bedømmelse/udtalelse).
- En helhedsvurdering af medarbejderens personlige og faglige kompetencer samt tjenesteforløb.
- Helbredsvurderinger, som består af helbredsundersøgelse, tandundersøgelse, grundvaccination samt de til enhver tid gældende fysiske basiskrav.
Det skal bemærkes, at denne udnævnelsespraksis ikke medfører, at overkonstabler skal udnævnes til specialister efter 4 års tilfredsstillende tjeneste men, at de kan udnævnes.
Endvidere skal det bemærkes, at denne udnævnelsespraksis også gælder ansatte før 1. april 2015 til korttidstjeneste (K-35).
Der kan foretages meritering til flyver-/marinespecialist. En meritering forudsætter altid, at den enkelte som minimum har seks års relevant erfaring på M100/200 niveau. Se også flyvevåbnets og søværnets supplerende bemandingsvejledning for eventuelle værnsspecifikke krav til niveauet specialist.
Proces:
- Så snart en myndighed ønsker udnævnelse af en overkonstabel til specialist tages kontakt til Bemandingsafdelingen i FPS (FPS-KTP-M100-M200) for at afklare evt. vandelsforhold, der kan være hindrende i forhold til kommende udnævnelse.
- Efter ovenstående afklaring iværksætter myndigheden egen godkendelsesproces, hvor egnethed til udnævnelse vurderes og godkendes af den chef, der har bemyndigelse til udnævnelser til specialist.
- Efter godkendelse fremsendes denne indstilling til Bemandingsafdelingen i FPS (FPS-KTP-M100-M200) med dato for ønsket iværksættelse af udnævnelse. Påregn som minimum 10 arbejdsdage fra fremsendelse til ønsket udnævnelsesdato.
Såfremt der er forhold (eksempelvis helbredstatus), der ikke lever op til gældende retningslinjer for udnævnelser, skal indstillingen indeholde begrundelse for afvigelsen. - Bemandingsafdelingen i FPS iværksætter herefter udarbejdelse af nødvendige tillæg til ansættelseskontrakt, BAS m.m.