Decentrale forhandlinger

Forsvarsministeriets Personalestyrelse har afsluttet langt de fleste af overenskomstforhandlingerne på ministeriets delegationsområde, herunder med de militære organisationer – Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Centralforeningen for Stampersonel, og Hærens Konstabel- og Korporalforening - og en række civile organisationer.

Der udestår forhandlinger med bl.a. Hovedorganisationen for Personel af Reserven, Maskinmestrenes Forening og Lederne. 

 

Det er lykkedes at opnå gode forhandlingsresultater på langt de fleste områder, og der har generelt været stor forhandlingsvilje og en konstruktiv indstilling parterne i mellem.

 

Centrale forhandlinger

Skatteministeren er den 6. februar 2021 blevet enig med Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Akademikerne om et 3-årigt statsligt overenskomstforlig for ca. 195.000 medarbejdere i staten.Nedenfor følger en opsummering af nogle af de væsentligste elementer i henholdsvis i CFU-forliget og i akademikerforliget.

Du kan læse forligene i sin helhed ved at klikke på linkene i menuen 'Forlig' til højre på siden.

 

Generelle lønstigninger på i alt 4,42%

Lønstigningerne får du pr.

  • april 2021 med 0,80%
  • oktober 2021 med 0,30%
  • april 2022 med 1,19%
  • oktober 2022 med 0,30%
  • april 2023 med 1,48%
  • oktober 2023 med 0,35%

Yderligere bliver reguleringsordningen ført videre. Det betyder, at der også fremover er sikret parallelitet mellem lønudvikling mellem det private og det offentlige arbejdsmarked.

 

Partnerskab om attraktive og bæredygtige statslige arbejdspladser

Der etableres et nyt partnerskab, som har til formål at understøtte, at statens arbejdspladser er rustet til at løse deres samfundsvigtige opgaver effektivt og med høj kvalitet – både i dag og i fremtiden. Partnerskabet skal indhente fælles viden om aktuelle og fremtidige arbejdsmarkedstendenser og understøtte en fortsat udvikling af attraktive og bæredygtige statslige arbejdspladser og udviklingen af den danske model på alle niveauer, herunder en styrkelse af det lokale aftale- og samarbejdsrum.

 

Seniorbonus og en styrket seniorindsats

Ansatte, der er fyldt 62 år, får ret til en årlig seniorbonus på 0,8 pct. af den samlede løn. Seniorerne kan vælge at få konverteret bonussen til to seniordage om året eller til pension. Parterne vil herudover arbejde med en række initiativer for at understøtte en styrket seniorindsats på statens arbejdspladser.

 

Forenkling af pension for faglærte og ufaglærte grupper m.fl.

En række medarbejdergrupper vil hurtigere få adgang til pension, da parterne har afsat midler til afskaffelse af karenskrav, bl.a. aldersgrænsen på 25 år.

 

Kompetenceudvikling målrettes blandt andre seniorer og ufaglærte

Kompetencesekretariatet og Den Statslige Kompetencefond videreføres. Som én ud af tre tværgående indsatser i Kompetencesekretariatet er der blandt andet aftalt et særligt fokus på at fremme seniorernes muligheder for kompetenceudvikling. Herudover er aftalt to særlige indsatser ift. OAO’s område, der har fokus på ”fra ufaglært til faglært” samt almen kvalificering (basale færdigheder).

 

Videreudvikling af statens nye lønsystemer

Parterne vil i overenskomstperioden igangsætte et fælles initiativ, der skal give parterne et fælles videns- og erfaringsgrundlag om den lokale løndannelse i staten. På baggrund heraf drøfter parterne, hvordan statens nye lønsystemer kan forbedres og videreudvikles.

 

Et styrket lokalt samarbejde

Samarbejdssekretariatet, som er et rådgivningsorgan for de statslige samarbejdsudvalg, videreføres med en øget bevilling fra 2,2 mio. kr. om året til 2,5 mio. kr. om året. Bevillingen tilføres for at Samarbejdssekretariatet bedre kan imødekomme efterspørgslen på arbejdspladserne.

 

Medarbejderinddragelse i den grønne omstilling på arbejdspladserne

Samarbejdssekretariatet tilføres desuden en ekstrabevilling på 1 mio. kr. om året til partsfælles indsatser. Et indsatsområde vil bl.a. være øget inddragelse af medarbejdere i den grønne omstilling på arbejdspladserne.

 

Videreførelse af lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø

Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø (FLIPA), der blev aftalt ved OK18, fortsættes i den kommende overenskomstperiode.

 

Fælles arbejdstidsaftale for lærere i staten

Der er den 4. januar 2021 indgået en fælles arbejdstidsaftale for lærere m.fl. i staten. Aftalen træder i kraft sammen med resten af overenskomstforliget.

 

Øvrige resultater

Forliget indeholder en række andre resultater herunder mulighed for at etablere sundhedsordning som en del af pensionsordningen, modernisering af aftalen om tjenesterejser, forhøjelse af bundniveauet i basislønintervallet for kontorchefer.

 

AC

Optagelse af nye organisationer

Følgende organisationer optages som parter i AC-overenskomsten: Dansk Organist og Kantor Samfund, Konstruktørforeningen, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen og Jordemoderforeningen. Samtidig optages professionsbacheloruddannelserne som bygningskonstruktør, fysioterapeut, ergoterapeut og jordmoder i Bilag A (uddannelsesbilaget) til overenskomsten, således at de bliver omfattet af AC-overenskomsten og skal lønindplaceres herudfra.

 

Basislønforløb og forhøjelse af pensionsbidrag  

Der sker en forenkling af overenskomstens basislønforløb med virkning fra d. 1. april 2022. Der vil være i alt fem forskellige basislønforløb alt efter hvilken uddannelsesmæssig baggrund, man har. Derudover forhøjes pensionsbidraget af rådighedstillægget til fuldmægtige pr. 1. april 2022 fra 9% til 12,5%.

 

Yderligere

Aftalerne offentliggøres på www.retsinformation.dk

Sidst opdateret 6. juli, 2020 - Kl. 08.28