Godtgørelse ved beordring
Når du beordres til ny stilling, kan det ske på flere måder. Du kan nedenfor læse om de forskellige beordringer.
Når du beordres til ny stilling, kan det ske på tre måder: ”Beordring til midlertidig tjeneste”, ”beordring til varig tjeneste under anvendelse af Aftale om særlig godtgørelse for dobbelt husførelse m.v. inden for Forsvaret” eller ”beordring til varig tjeneste”. Til hver beordringsform er der knyttet en række muligheder for godtgørelse af bl.a. transport, logi og flytning.
Beordring til midlertidig tjeneste – FPSBST 564-13
Ved en beordring til midlertidig tjeneste kan du få dækket evt. merudgifter efter reglerne for tjenesterejser. Det er chefen som er ansvarlig for tilrettelæggelsen af forholdene under den midlertidige tjeneste.
Beordring til varig tjeneste under anvendelse af Aftale om særlig godtgørelse for dobbelt husførelse mv. inden for Forsvaret. – FPTBST 564-17, bilag 2
Denne beordringsform er begrænset i tid til maksimalt fire år. Aftalen kan kun anvendes i særlige situationer. I lighed med midlertidig tjeneste kan den forlænges yderligere, hvis der er forhold der taler herfor.
Aftalen giver mulighed for følgende valgmuligheder:
- At flytte, og få refunderet flytteomkostninger efter reglerne for uansøgt forflyttelse.
- Få udbetalt godtgørelse for dobbelt husførelse i hele perioden. I stedet for dobbelt husførelse kan du få dækket befordringsudgifter mellem bopæl og det nye tjenestested.
Beordring til varig tjeneste – FPTBST 564-17, bilag 1
Er du beordret til varig tjeneste over fire år, vil det som oftest være fordi, du fremadrettet skal anvendes ved den nye myndighed.
Dette skal være resultatet af en enten ansøgt eller uansøgt forflyttelse, hvilket igen giver forskellige muligheder for flyttegodtgørelse og skattemæssige forhold.
Hvor kan du læse mere om de bestemmelser som hjemler ydelser, afhængig af beordringsformerne?
For alle tre beordringsformer gælder, at du kan finde gældende bestemmelser, ansøgningsblanketter m.v. på Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelses hjemmeside på Intranettet (FIIN). Du kan også finde gældende bestemmelser på dokumentcenteret på Intranettet (FIIN).