Bemanding af stillinger til INTOPS
Udpegning til INTOPS gennemføres ved de enkelte myndigheder og ikke centralt ved FPS.
De ansvarlige operative kommandoer bemander størstedelen af stillingerne til INTOPS enten via udsendelse af kapaciteter (skibsbesætninger, flybesætninger o. lign) eller via produktion og uddannelse af enheder. De resterende medarbejdere til INTOPS udpeges som enkeltpersoner ved de værnsfælles myndigheder eller de operative kommandoer.
Udpegning til enkeltmandsudsendelser og enkeltpersoner til enhedsudsendelser sker efter principperne for Task Force Enkeltmand (TFE). Her bliver hver enkelt myndighed tildelt et antal stillinger i INTOPS, der skal besættes, og udpegningen sker herefter i dialog mellem de enkelte chefer og deres medarbejdere.
Forsvarskommandoen er ansvarlig for den årlige fordelingsnøgle, der fastsætter hver enkelt NIV II myndigheds afgivelser 1-2 år frem. På halvårlige INTOPS-møder i TFE-regi aftaler NIV II myndigheder, i samarbejde med Forsvarskommandoen, hvilke stillinger de ønsker at besætte.
Når du bliver udpeget til at gå i mission, vil du fortsat beholde din hjemlige stilling. Dine hjemlige opgaver bliver selvfølgelig løftet af andre, mens du er væk, men princippet er, at du returnerer til den samme stilling, som du forlod.
I forbindelse med udpegning af medarbejdere til INTOPS vil det fortsat være målet, at udpegning sker mindst 6 måneder forud for udsendelse, ligesom forvaltningspraksis om minimum 3 år mellem udsendelserne skal forsøges opretholdt.