Q&A - Bemandingsprocessen
I det følgende kan du finde svar på spørgsmål vedrørende Bemandingsprocessen i henhold til det justerede chefbemandingssystem. Finder du ikke svar på dine spørgsmål, kan du altid henvende dig på FPS-KTP-CHBEMSYS@MIL.DK.
Hvornår kan jeg søge en stilling
FPS offentliggør stillinger med allerede kendte vakancer forud for en egentlig publicering af de ledige stillinger. Alle oberster og kommandører kan, når vakancerne er kendt og offentliggjort, tilkendegive over for FPS, at de påtænker at søge én eller flere stillinger og derfor gerne vil bringe deres egen stilling i puljen. Dette bidrager til, at vedkommendes stilling vil indgå i puljen, og at den kan blive besat i samme bemandingsrunde.
De kendte vakancer bliver offentliggjort på HR-portalen under det justerede chefbemandingssystem. Her vil det fremgå, hvornår man kan bringe egen stilling i puljen. Når fristen herfor indtræder, vil FPS gå i dialog med de rekrutterende chefer og derefter udarbejde et samlet stillingsopslag, som indeholder alle ledige stillinger på oberst og kommandør niveau. Det samlede stillingsopslag bliver publiceret på Karrieresitet.
Skal min chef involveres, hvis jeg vil bringe min egen stilling i puljen
FPS opfordrer til, at man altid involverer sin nærmeste chef i beslutningen, idet der kan være andre hensyn.
Hvem kan søge
Alle der er varigt udnævnt til oberst eller kommandør samt de oberstløjtnanter og kommandørkaptajner, der i forbindelse med udnævnelsesprocessen er vurderet egnet til udnævnelse eller til at bestride specialiststillinger, kan søge de ledige stillinger. Dertil kan kandidater fra LG3/LR39 med tilbagegangsstillinger og eventuelt eksterne kandidater søge.
Hvor mange stillinger kan jeg søge
Du kan søge samtlige af de opslåede stillinger, som du mener at kunne bestride og har ønske om at indtræde i.
Hvor og hvordan ansøger jeg
Du ansøger via opslaget på Karrieresitet.
Du skal fremsende en motiveret ansøgning, hvori du til hver af de stillinger, du ønsker at søge, skriver din motivation for netop at søge denne stilling. I motivationen for den enkelte stilling er det ligeledes vigtigt, at du inddrager dit kendskab til det specifikke fagområde. Foruden motivation og argumentation er det vigtigt, at du prioriterer dine ønsker samt gør opmærksom på særlige forhold, som rekrutterende chef/FPS skal være opmærksom på.
Er du en del af talentprogrammet i din nuværende stilling, opfordres du ligeledes til at vedlægge din opdaterede talentjournal.
Vi opfordrer til, at der ikke anvendes forkortelser i ansøgningen.
Det er vigtigt at understrege, at du ikke er sikret din førsteprioritet eller øvrige prioriterede stillinger, men fx kan blive fastholdt i egen stilling eller efter dialog tilbydes en helt anden ledig stilling for at sikre puljens samlede match. Du kan dermed i sidste ende blive beordret i en stilling for at sikre, at den samlede bemanding af stillingspuljen ”går op”.
Hvad sker der efter, at jeg har ansøgt
Når vi har modtaget din ansøgning, modtager du en kvitteringsmail fra os. Du vil først høre fra os igen i forbindelse med indkaldelse til samtale eller et afslag.
Får jeg en tilbagemelding for hver enkelt stilling, jeg har ansøgt
Nej, du modtager en samlet tilbagemelding fra FPS. Såfremt du har deltaget i samtale, vil du modtage en tilbagemelding herpå fra den rekrutterende chef.
Hvad skal jeg forberede, hvis jeg skal til samtale
Du bliver indkaldt til samtale af FPS, og du får oplyst, hvem der deltager i samtalen, og om der er særlige forhold, du skal være opmærksom på eller skal forberede. Kandidater, som inviteres til samtale, skal have gennemført en personlighedstest ved Selektionen i FPS. Oberstløjtnanter og kommandørkaptajner skal ikke have gennemført en personlighedstest, idet de allerede er testet i forbindelse med udnævnelsesprocessen.
Oberster og kommandører, som i forbindelse med Talent Management har fået gennemført en personlighedstest, skal ligeledes ikke gennemføre en personlighedstest.
Hvordan forløber processen omkring personlighedstest
Du vil i forbindelse med indkaldelsen til samtale modtage en mail med et link til en personlighedstest. Du skal forvente, at testen tager 30-45 minutter at udføre. Sørg for at have god tid og ro omkring dig, når du tager testen, da forstyrrelser kan give misvisende resultater. Sørg også for at svare ud fra din første indskydelse, det giver erfaringsmæssigt det mest retvisende billede af dig som person.
Tilbagemeldingen på personlighedstesten foregår enten ved fysisk fremmøde i Jonstruplejren eller via VTC. Det er dig, der afgør det ud fra, hvad der passer dig bedst. Under samtalen vil psykologen gennemgå dine testresultater, og du vil få stillet uddybende spørgsmål, og du vil kunne stille afklarende spørgsmål. Efter samtalen vil psykologen skrive en sammenfatning af testresultatet, som vil indgå i den samlede vurdering.
Hvorfor skal jeg have lavet en personlighedstest
Personlighedstesten afdækker personlighedstræk og anvendes som et supplement i forbindelse med samtalen til at matche en given kandidat med en given stilling.
Udover personlighedstesten tages der afsæt i de koncernfælles vurderingsparametre relateret til bemanding af specifikke stillinger. Der lægges vægt på, at kandidatens personlige og faglige profil skal passe sammen med de opgaver og det ansvar, stillingen kræver.
Du kan finde de udarbejdede vurderingsparametre her.
Hvem har beslutningskompetencen
Forsvarschefen, eller en af ham udpeget, leder Bemandingsprocessen. Faste deltagere er endvidere FPS DIR, der ligeledes har ansvaret for at facilitere processen, samt de rekrutterende chefer.
Alle deltagere i processen skal som udgangspunkt nå til enighed om udvælgelsen af kandidater. I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enstemmighed, træffer forsvarschefen beslutning om bemandingen af den givne pulje.
Deltagerne i bemandingsprocessen er ansvarlige for, at den halvårlige ”kabale” går op, således at den samlede pulje af stillinger bemandes, og alle ledige medarbejdere, der er permanent udnævnt til LG2/LR38-niveauet, herunder de medarbejder, der tilgår fra LG3/LR39-niveauet efter udløb af en åremålsansættelse, tildeles en stilling på LG2/LR38-niveauet.
Hvilke vilkår vil jeg blive ansat på i den nye stilling
Oberstløjtnanter og kommandørkaptajner vil i udgangspunktet blive ansat på åremål i en periode på fire år. Varigt udnævnte oberster og kommandører vil blive ansat tidsbegrænset i en periode på fire år.