Q&A - Udnævnelsesprocessen
I det følgende har vi forsøgt at svare på de spørgsmål, vi forventer, at du ønsker svar på. Finder du ikke svar på dine spørgsmål, kan du altid ringe til HR-konsulent Jane Knudsen på telefon 32 66 57 92 eller sende din forespørgsel til FPS-KTP-CHBEMSYS. Alternativt kan du ringe til Anne Morits Andersen på telefon 32 66 55 64 eller henvende dig på FPS-AMA.
Hvem kan søge?
Alle, der er varigt udnævnt til oberstløjtnant eller kommandørkaptajn, kan ansøge om en vurdering af egnethed ved Udnævnelsesrådet. Der er ingen kriterier for, om du som oberstløjtnant eller kommandørkaptajn kan ansøge, dog er det en fordel, at du har bred og varieret tjeneste i graden.
Hvordan ansøger jeg?
Du ansøger via opslaget Ansøgning om vurdering af egnethed til udnævnelse på Karrieresitet.Du skal i forbindelse med din ansøgning fremsende:
- Et bilag på maksimalt én A4-side, hvor du beskriver din største bedrift og din største ”fejltagelse”. Det skal bruges ifm. din potentialeudredning, som foretages af Selektionssektionen.
- Et CV, der beskriver dit tjenesteforløb og din erhvervserfaring generelt. Det vil være en fordel at sætte nogle ord på de arbejdsopgaver, du har haft i forbindelse med varetagelse af de forskellige stillinger,
- FOKUS-bedømmelser og påtegninger, som du har modtaget i graden som oberstløjtnant/kommandørkaptajn og i graden som major/orlogskaptajn inden for de seneste 10 år.
- Derudover skal du svare på et vedhæftet spørgeskema med fem spørgsmål om din motivation for at søge udnævnelse til oberst/kommandør.
Er du en del af talentprogrammet i din nuværende stilling, opfordres du ligeledes til at vedlægge din opdaterede talentjournal.
Vi opfordrer til, at der ikke anvendes forkortelser i ansøgningen eller CV’et.
Såfremt du i forbindelse med din ansøgning om udnævnelse har behov for at fremskaffe FOKUS-bedømmelser, kan du henvende dig til FPS-KTP-CHEFSEKTIONEN. Vi skal bede om, at disse indhentes i god tid ved FPS.
Hvad sker der efter, at jeg har ansøgt?
Når vi har modtaget din ansøgning, modtager du en kvitteringsmail fra os. Siden vil du endvidere modtage en mail fra Selektionen. Heri vil det fremgå, at du i forbindelse med din ansøgning skal have gennemført en potentialeudredning, som består af en personlighedstest og en intelligenstest samt en samtale med en psykolog.
Hvordan forløber en Potentialeudredning?
Resultaterne fra begge tests vil være omdrejningspunktet for potentialeudredningen. Du skal forvente, at testene samlet vil tage 2-3 timer. Testene kan tages uafhængigt af hinanden. Sørg for at have god tid og ro omkring dig, når du tager testene, da forstyrrelser kan give misvisende resultater.
Potentialeudredningen foregår enten ved fysisk fremmøde i Jonstruplejren eller via VTC. Det er dig, der afgør det ud fra, hvad der passer dig bedst. Psykologen har inden mødet analyseret testresultaterne og på baggrund heraf skrevet et udkast til potentialeudredningen.
Under samtalen vil psykologen gennemgå dine testresultater og potentialeudredningen. Du vil få stillet uddybende spørgsmål, og du vil kunne stille afklarende spørgsmål. Efter samtalen vil psykologen skrive den endelige potentialeudredning. Potentialeudredningen indgår i indstillingen til udnævnelsesrådet. Du vil modtage en kopi af din udredning og vil ligeledes modtage en rapport om din ledelsesstil, som genereres på baggrund af dit testresultat, og som du kan bruge i din videre udvikling som chef.
Hvad er en potentialeudredning, og hvorfor skal den gennemføres?
Potentialeudredningen afdækker dine personlighedstræk og din intellektuelle kapacitet set i forhold til det at skulle udnævnes til et højere niveau.
Formålet med potentialeudredningerne er at skabe forøget nuancering og objektivitet i udnævnelsesprocessen. Alle ansøgere vil gennemføre de samme tests, og samtalen vil være baseret over den samme struktur og de samme grundlæggende spørgsmål. Endelig vil den skriftlige udredning ske over samme skabelon.
Hvad hvis jeg allerede er blevet testet i forbindelse med talentudredning?
Vurderingen af behovet for en ny test vil blive foretaget af psykologerne ved Selektionen i FPS.
Hvad skal der til for at blive vurderet egnet?
Forsvarsministeriets Personalestyrelse vil foretage en screening af samtlige kandidater, der har ansøgt om en vurdering. Screeningen vil tage afsæt i de koncernfælles vurderingsparametre og med udgangspunkt i det, du har fremsendt i forbindelse med din ansøgning.
Udover det fremsendte (bilag, CV og FOKUS-bedømmelser) vil Forsvarsministeriets Personalestyrelse indhente en udtalelse fra din myndigheds-/styrelseschef med henblik på at supplere den seneste FOKUS-bedømmelse og påtegning. Du vil modtage en kopi af bidraget fra din styrelseschef.
Du kan finde de udarbejde vurderingsparametre her.
Hvem har beslutningskompetencen?
Forsvarsministeriets Personalestyrelse vil på baggrund af screeningen lave en samlet vurdering af hver enkelt kandidat og sende et samlet oplæg til Udnævnelsesrådet, som består af:
- CHFST
- CHKHS FMN
- DIR FPS HOD (observatørstatus)
- Bemandingssektion 1 (sekretærvirke)
Udnævnelsesrådet skal nå til enighed om vurderingen af en kandidat. Hvis der mod forventning ikke kan opnås enighed, vil forsvarschefen træffe den endelige beslutning.
Hvor længe holder min vurdering, og hvornår kan jeg evt. søge igen
Udnævnelsesrådet vil på baggrund af det modtagne materiale vurdere kandidater med en graduering i vurderinger af egnethed i form af kategorierne:
- ’Kandidaten vurderes egnet til udnævnelse nu’
- ’Kandidaten vurderes på nuværende tidspunkt ikke egnet til udnævnelse, men… ’a. ’vil kunne bestride specialiststillinger på næste niveau..’ b. ’vil med udvikling på … områder kunne komme i betragtning inden for en længere periode’
- ’Kandidaten vurderes som udgangspunkt ikke egnet til udnævnelse’
I kategori 1. og 3. er vurderingen i udgangspunktet gældende i fem år, mens kategori 2. er en konkret individuel vurdering, som baseres på tilbagemeldingen, og hvad kandidaten bør udvikle forud for, at vedkommende kan vurderes egnet.
Hvem giver mig en tilbagemelding, og hvad indeholder den?
Tilbagemeldingen vil blive givet af FPS, men på baggrund af udnævnelsesrådets vurderinger.
Tilbagemeldingen vil som minimum indeholde, hvilke erfaringer og kompetencer du evt. mangler for at kunne blive vurderet egnet. Du vil modtage en uddybende forklaring af og rådgivning om, hvilke elementer du skal fokusere på for at gøre dig klar til udnævnelse.
Jeg er talent – hvad betyder det for min vurdering?
Som talent behandles du på lige fod med andre kandidater, men din deltagelse på et talentprogram vil indgå i den samlede bedømmelse, herunder om du er et ledelsestalent eller fagligt talent. Som beskrevet ovenfor kan du med fordel vedlægge din aktive talentjournal, ligesom du i selve ansøgningen kan godtgøre, hvorledes deltagelsen i talentforløb styrker dine kompetencer i forhold til en potentiel udnævnelse.
Hvornår bliver jeg udnævnt, hvis jeg vurderes egnet?
Du kan først blive udnævnt, såfremt du søger og ansættes i en stilling på det højere funktionsniveau. Udgangspunktet er, at du ved ansættelse i en LG2/LR28 stilling bliver ansat på åremål.
En åremålsansættelse giver rekrutterende chef og ministerområdet mulighed for at vurdere din evne til at modsvare kravene på LG2/LR38-niveauet forud for en eventuel fastansættelse på niveauet og dermed varig udnævnelse.
Endvidere giver åremål mulighed for at ansætte dig på baggrund af dine specialistkompetencer.