Nedenfor finder du information om, hvem der er omfattet af henholdsvis opkvalificeringspuljen og den nye ansættelsesform, og hvordan du skal forholde dig, hvis du er omfattet.

 

Opkvalificeringspulje for allerede ansatte

Hvis du er overenskomstansat, ansat før 1. januar 2025, og du ikke tidligere har haft mulighed for at afvikle civiluddannelse eller opnå tjenestemandsansættelse, er du omfattet af opkvalificeringspuljen for allerede ansatte.

 

Med opkvalificeringspuljen gives der mulighed for, at du kan blive opkvalificeret til en civilt kompetencegivende uddannelse. Uddannelsesplanlægningen vil ske lokalt, og der vil bl.a. være mulighed for at blive opkvalificeret inden for en række uddannelsesspor, hvor der bygges videre på din viden og erfaring. Hvis du arbejder som forsyningshjælper eller lignende, så vil det eksempelvis være muligt at blive opkvalificeret til lager- og logistikoperatør. Der vil også være mulighed for mere individuel uddannelsesplanlægning, herunder gennemgang af en fuld videregående uddannelse ved siden af havende tjeneste.

 

Det forventes, at den lokale uddannelsesplanlægning påbegyndes i efteråret 2025, og du behøver derfor ikke at gøre noget nu for at få mulighed for at blive opkvalificeret. Der vil senere komme mere information om både processen og dine muligheder.

 

Du kan læse enighedspapirerne om opkvalificering af overenskomstansatte her:

 

Ny ansættelsesform med optjening af ret til uddannelse med løn for nyansatte

Hvis du er nyansat konstabel eller sergent, ansat pr. 1. januar 2025 eller senere, har du mulighed for at overgå til den nye ansættelsesform med optjening af ret til uddannelse med løn.


Den nye ansættelsesform består af en ti års tidsbegrænset ansættelse, hvor du har mulighed for at optjene op til to års ret til uddannelse med løn. Derudover har du mulighed for at tilkøbe yderligere to års ret til uddannelse med løn mod en reduktion af løn og pension.

 

 

Grafik til optjening af ret til uddannelse med løn

 

Du behøver i første omgang ikke at gøre noget for at blive omfattet af den nye ansættelsesform, da du vil modtage et brev i e-Boks med et tilbud om at overgå fra din nuværende ansættelse til den nye ansættelsesform. Det vil fremgå af brevet, hvordan du skal tilkendegive, om du vil takke ja til tilbuddet om at overgå til den nye ansættelsesform.

 

Som overenskomstansat, ansat før 1. januar 2025, har du ikke mulighed for at overgå til den nye ansættelsesform. I stedet er du omfattet af opkvalificeringspuljen for allerede ansatte, jf. ovenfor.

 

Du kan læse lokalaftalerne om tidsbegrænset ansættelse med optjening af ret til uddannelse med løn her:

 

Denne side opdateres løbende med ny information.

Sidst opdateret 12. marts, 2025 - Kl. 09.27