Talsmandsuddannelse for værnepligtige (CENTA)
Når du som værnepligtig møder til tjeneste i Forsvaret, bliver du en del af en deling. I anden uddannelsesuge vælger I en delingstalsmand.
I tredje uddannelses uge deltager talsmanden på talsmandsuddannelse.
Talsmandsuddannelsen
CENTA er den Centraliserede Talsmandsuddannelse. Uddannelsen som afholdes over to dage, finder sted fire gange om året på Marinestation København. Hvert hold består af op til eller mere end 30 deltagere.
På talsmandsuddannelsen vil der være oplægsholdere fra Værnepligtsrådet, Forsvarsministeriets Auditørkorps, Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø ved Personelkommandoen, Forsvarets Sanitetskommando, Hærkommandoen, Socialrådgiveren og den Personlige Rådgiver. Hver oplægsholder vil med sit særlige fagområde være med til klæde dig på til din nye rolle og opgave.
Emner på kurset: Talsmandens håndbog, landstalsmandens opgaver og virke, arbejdsmiljø, militær disciplinarlov, militær straffelov, socialrådgivning, kommunikation, talsmandsarbejde og cases, militær fysisk træning (teoretisk del), arbejdsskader og erstatningssager samt personlig rådgivning og kollegastøtte.
Som kursusdeltager vil du opleve, at du får den største succes i din opgave, hvis du klarer opgaven - at være ’den gode kammerat’ for alle – og det kan desværre ikke læres på uddannelsen.
Ansvaret for at uddanne værnepligtige talsmænd ligger hos Personelkommandoen.